Palmekager
En opskrift af Søren Faaborg Nielsen
Se min film her: “En film om wienerbrød”
Palmekager er et gammelt, traditionelt bagværk, som kun er kendt fra Lolland-Falster og især Nykøbing-egnen. Da jeg ikke har kunnet finde en opskrift nogen steder, har jeg lavet min egen, som du kan se herunder. Det er helt bevidst, at der anvendes margarine, så wienerbrødet kommer til at ligne min barndoms palmekager så meget som muligt, men du kan jo bruge smør, hvis du bedre kan lide det.
Wienerdej til palmekager:
- 2½ dl koldt vand
- 1 æg
- 30 g gær
- 500 g hvedemel
- 60 g sukker
- 10 g salt
- 250 g margarine
Remonce:
- 100 g marcipan
- 100 g margarine
- 100 g sukker
Nøddedrys:
- 5 spsk. sukker
- 100 g revne/blendede hasselnødder
Til pensling:
- 50 g smeltet margarine
Fremgangsmåde:
Rør gæren ud i det kolde vand. Tilsæt æg, sukker, mel og salt. Ælt ingredienserne grundigt sammen i en røremaskine. Stil dejen i køleskab en halv times tid.
Bank den kolde margarine ud til en kvadratisk plade mellem to stykker pergamentpapir. Kvadratet skal være ca. 15 gange 15 cm.
Rul dejen ud til et kvadrat på 20 gange 20 cm.
Anbring den kolde margarineplade diagonalt på dejpladen.
Fold de fire dejhjørner ind mod midten som på en konvolut. Margarinen skal være helt dækket af dejen.
Rul dejen ud til et kvadrat på 30 gange 30 cm. Kom eventuelt dejen i køleskabet i et kvarters tid, hvis den er blevet for varm.
Fold højre og venstre side ind mod midten.
Fold den nederste halvdel op over den øverste halvdel. Du har nu fire lag.
Rul igen ud til et kvadrat på 30 gange 30 cm.
Fold en tredjedel af dejen ind fra begge sider, så du får 4 gange 3 lag.
Rul dejen ud til en aflang firkant.
Fold en tredjedel ind fra begge de korte sider. Du har nu 4 gange 3 gange gange 3 lag, altså 36 lag.
Foretag en sidste udrulning, så dejen måler 40 gange 40 cm.
Skær dejen ud i 16 stykker på 10 gange 10 cm.
Riv margarinen og marcipanen til remoncen på et groft rivejern og rør det sammen med sukkeret på en røremaskine. Rør ikke for længe, da remoncen kan skille.
Pres en af de små dejfirkanter lidt fladere og læg en kugle remonce på midten.
Fold de fire hjørner ind over remoncen mod midten som på en konvolut.
Fold også de fire nye hjørner ind mod midten.
Vend den nu næsten runde dejplade med foldningerne nedad. Pres eventuelt kagen lidt fladere.
Blend nødderne med sukkeret.
Smelt de 50 g margarine.
Pensl kagerne med margarinen og kom et godt drys af nøddeblandingen på hele kagens overflade.
Bag palmekagerne ved 225 grader (alm. varme) i ca. 20 minutter.
God fornøjelse.