Jættestuen Barneshøj i Toreby
På Sakskøbingvej mellem Øster Toreby og Toreby ligger en delvis bevaret jættestue, Barneshøj. Indtil engang i 1990’erne lå der på grunden en forfalden gård. Denne er i dag revet ned og Guldborgsund Kommune har købt området.
I 2009 gennemgik jættestuen en omfattende renovering. Barneshøj var på det tidspunkt stærkt forfalden, og kun den vestlige del af jættestuen var bevaret. Kammeret bestod af 5 originale bæresten og en stor dæksten. Jættestuen var bevaret i 3 meters længde og 1,5 meters bredde.
Ved restaureringen tilførte man nye bæresten i halv højde i den manglende østlige del af kammeret, og gangen blev ligeledes genopbygget med tilførte bæresten. De originale tørmure blev renoveret og nye opført i den nydannede del af jættestuen. For at man skal kunne se forskel på de originale sten og de nytilførte, har man omhyggeligt mærket alle de uoriginale sten med et lille metalemblem.
For at kunne renovere jættestuen var det nødvendigt at fjerne dækstenen midlertidigt. Da man lagde den tilbage valgte man at dreje den 180 grader for at få den til at hvile bedre på bærestenene.
Højen, der var så stærkt forgravet, at bærestenene stod blottede, blev genopbygget, og gulvet i kammer og gang blev forsynet med et lag småsten.
Barneshøj, som den står i dag, er altså ikke ganske original. Til gengæld er anlægget på grund af de manglende dæksten over kammer og gang meget overskueligt. Desuden tilbyder jættestuen let adgang og gode forhold for gangbesværede, da man kan køre helt hen til den.
Du kan finde Barneshøj på Google Maps ved at indtaste 54.757662,11.818784 i søgefeltet. Husk at trykke Gem, for at få markeringen frem.