Jættestuen i Nr. Frenderup

Det vestlige Møn er kendt for sine mange flotte storstensgrave. Her finder man fx jættestuerne Kong Asgers Høj, Klekkende Høj og Jordehøj. Lidt mindre berømt er jættestuen i Nr. Frenderup, selvom den er både stor og seværdig.

Højen ligger på Jættestuevej øst for Nr. Frenderup. Den er let at få øje på, som den ligger der højt i landskabet omkring 100 m inde på marken.

Selve højen er 12 m i diameter og 2,5 m høj. Heri finder man et stort og velbygget kammer, som er 9 m langt og 2 m bredt. Højden i kammeret er omkring 1,40 m. Kammeret er bygget af 19 bæresten og 6 dæksten. Mellem bærestenene er der opbygget tørstensmure.

Gangen går mod sydøst og er 6,75 m lang. Den er opbygget af 21 bæresten og 4 dæksten. Gangen er forsynet med karmsten to steder.

Overgangen mellem gang og kammer er forsynet med en nøglesten, der fordeler trykket af den ovenpå liggende dæksten. Desuden er der indskudt sten mellem de egentlige bæresten og dækstenene. Dette forhold er ganske almindeligt for Møn, hvorimod man ikke finder nøglesten eller indskudssten på Lolland-Falster.

Jættestuen i Nr. Frenderup blev delvis udgravet allerede i 1853 eller 54 af blandt andet den berømte arkæolog J.J.A. Worsaae. I kammeret er der fundet nogle lerkarskår.

Du kan finde jættestuens præcise placering ved at indtaste følgende i Google Maps og trykke gem: 54.939750,12.263928

Find flere oldtidsminder her.

Jættestuen i Nr. Frenderup. Foto Søren Faaborg Nielsen
Jættestuen i Nr. Frenderup ligger i en nydelig høj.

 

Jættestuen i Nr. Frenderup. Foto Søren Faaborg Nielsen
Indgangspartiet til jættestuen i Nr. Frenderup.

 

Jættestuen i Nr. Frenderup. Foto Søren Faaborg Nielsen
Kammeret set mod syd.

 

Jættestuen i Nr. Frenderup. Foto Søren Faaborg Nielsen
Kammeret set mod nord.

 

Jættestuen i Nr. Frenderup. Foto Søren Faaborg Nielsen
Et kig ud gennem gangen. Øverst ses nøglestenen.