Jættestuen på Knudsskovvej
Knudshoved Odde nordvest for Vordingborg er ualmindelig rig på fortidsminder. Et af dem er jættestuen på Knudsskovvej. Denne må ikke forveksles med den jættestue, der ligger i selve Knudsskov.
Kør til Knudsskovvej 36. Jættestuen ligger umiddelbart op til markvejen på højre hånd. Du kan også finde den ved at indtaste følgende på Google Maps: 55.046418,11.790998. Husk at trykke Gem.
Jættestuen ligger i en fin høj, som er omkring 3 m i højden og 16 m i diameter. Selve kammeret er 8,78 m langt og 1,88 m bredt. Højden i kammeret er omkring 1,56 m. Gangen ligger mod ØSØ.
Kammeret er regelmæssigt og fint bygget med tørmur imellem bærestenene. Disse tørmure blev istandsat ved en restaurering i 2001. Samtidig blev nogle hældende bæresten i gangen rettet op, og en af gangens dæksten blev genplaceret.
I 1876 nævnes det, at en pastor Boesen udgravede højen. Han blev muligvis slemt skuffet, for han ”fandt ikke andet end Potter og Rav”.
Jættestuen på Knudsskovvej hører ikke til egnens kendteste, men den er bestemt et besøg værd, og så ligger den let tilgængelig.