Amatørarkæologi – en lidenskab
Da jeg var elleve år fandt jeg sammen med min far mine første oldsager. Lige siden har den danske oldtid været en af mine helt store interesser.
Nogle gange kan man vandre rundt på markerne i timevis uden at finde så meget som en flække af flint. Andre gange synes der at ligge småstykker af flintesager alle vegne.
Og så er der de helt sjældne dage, hvor jorden åbenbarer en næsten papirtynd flintdolk i fuldstændig hel og ubrudt stand. En dolk, der i fire tusind år har modstået frost, markbrande, pløjninger og alle andre lurende farer. Det er en fantastisk oplevelse at samle sådan en dolk op fra jorden.
Herunder kan du se nogle få af de mange hundrede oldsager, jeg har hjembragt fra mine utallige ture på venlige og forstående landmænds marker.
Min første oldsag
Som tolvårig gik jeg en dag midt i 1960’erne sammen med min far på oldsagsjagt på markerne nær Kraghave. Vore øjne var stift rettede mod jorden, som metodisk blev afsøgt for levn fra den danske oldtid.Et lille mirakel over tre generationer
Mange gange bukkede vi os ned for at samle en flintesten op. De fleste gange måtte vi konstatere, at det blot var og blev en flintesten, som aldrig havde været i hånden på en stenaldermand.
Men vi var stædige, var vi, og efter lang tids søgen bar vore anstrengelser frugt. Fra jorden under os kunne vi omsider opsamle et knap 5 cm langt stykke af en gullig flintmejsel. Det var måske ikke ligefrem et pragtstykke – dertil var stumpen for kort – men en oldsag, det var det, og glade var vi. Min far døde i 1974, men inden da nåede vi at gøre mange dejlige fund sammen.
Omkring 40 år senere gik jeg en februardag i 2006 en tur på den samme mark med mine to tolvårige sønner. Jeg syntes, de skulle delagtiggøres i den fantastiske fornemmelse, det er at finde oldsager. Marken var ganske vist pløret og tung at gå på efter vinterens megen sne, så chancerne for at gøre fund var sikkert små, men forsøget skulle gøres.
Peter, Kristoffer og jeg fandt flere gange flintestumper, der så lovende ud, og efter nogen tids søgen lå der en tyknakket flintøkse for min fod. Æggen manglede, men ellers var øksen fin.
Fundet gav blod på tanden, og vi søgte videre. Snart efter kunne Kristoffer opsamle sin første oldsag: et fint, langt stykke af en gullig flintmejsel. Øjnene strålede og munden gik. En amatørarkæolog var født.
I løbet af den næste halve time fandt Kristoffer endnu en fin stump af en mejsel, og jeg selv endnu et stykke af en flintøkse. Snart begyndte mørket at falde på, og vi måtte modvilligt og på trætte ben begive os hjemad.
– Nu bliver det spændende at se, om jeg har den anden halvdel af en af dine mejsler hjemme i skabet, sagde jeg halvt i spøg til Kristoffer.
Vel hjemme fik vi de tilmudrede støvler af og gik på jagt i mit oldsagsskab. Og se, miraklet skete. Den første gullige stump, jeg tog fra skabet, viste sig at passe som fod i hose med Kristoffers nyfundne stykke.
Efter at have udstået fem tusind år i den falsterske muld var to stykker af den samme tyknakkede flintmejsel blevet fundet med fyrre års mellemrum af tre generationer.
En farfar og en sønnesøn, som aldrig har kendt hinanden, var sammen med mig blevet forenet i et fælles lille mirakel.
Andre af mine oldsager
