Steen Steensen Blicher, 1782 – 1848

Tekst og fotos af Søren Faaborg Nielsen

I Vium

Steen Steensen Blicher blev født i Vium præstegård den 11. oktober 1782. Faderen – Niels Blicher – var præst i Vium og Lysgaard. Han var en dygtig og vellidt mand, som kom fra en familie af bønder og præster.

Moderen – Christine M. Blicher – var født Curtz og niece til Steen de Steensen til Aunsbjerg, den mand som Steen Steensen Blicher blev opkaldt efter. Den unge Blicher var således vant til at færdes i fornemme kredse – bl.a. hos moderens familie på Hald.

Dette kom naturligvis til at præge hans litterære produktion, men nok så stor betydning fik samværet med faderen og dennes kendskab til de fattige bønder på hedeegnen. Niels Blicher sørgede også for, at sønnen fik et godt indblik i den klassiske litteratur.

I Randlev, Randers og på Falster

I 1795 flyttede familien, da Niels Blicher fik nyt og bedre kald i Randlev og Bjergager ved Horsens. Året efter begyndte den unge Blicher på latinskolen i Randers. Han brød sig ikke specielt meget om at gå på skolen, men han passede sine studier og blev student i 1799.

Han fortsatte i faderens fodspor og studerede teologi i København. Efter en meget alvorlig sygdomsperiode fik han arbejde som huslærer på “Holgershaab” på Falster. Her mødte han landøkonomen Christian Olufsen, som kom til at øve stor indflydelse på Blicher.

I København

Blicher vendte senere tilbage til København, hvor han i 1809 færdiggjorde sine studier. Forinden havde han oplevet Københavns bombardement, og han havde selv ligget som vagt ved hovedstadens volde. Det hus, han boede i, blev ramt under bombardementet, og han mistede alt, hvad han ejede.

Efter at have aflagt teologisk embedseksamen vendte han tilbage til Jylland i 1810. Han søgte dog ikke dog ikke umiddelbart et embede, men fik i stedet ansættelse som lærer ved sin gamle skole i Randers.

Ægteskabet

Samme år – 1810 – giftede han sig med den kun 17 år gamle Ernestine Juliane. Hun var født Berg og var enke efter Peter Daniel Blicher, som var farbror til Steen St. Blicher. Ernestine var kun 15 år, da hun blev gift første gang. Peter D. Blicher var til gengæld en moden herre på 55. Ernestine nåede at få en søn med sin første mand. Dette barn bragte hun med ind i ægteskabet sammen med en betydelig arv.

Steen St. Blicher var dog ikke begejstret for livet som lærer ved latinskolen, og allerede efter et års tid søgte han væk fra skolen og dermed også fra livet blandt borgerskabet i Randers. Ved at opsige sit embede bragte han sig desuden i et misforhold til kongen – den enevældige Frederik den Sjette. Det kunne med andre ord blive vanskeligt for Blicher at blive ansat i et nyt embede.

Tilbage i Randlev

Det nygifte par rejste nu til Randlev, hvor Blicher blev præstegårdsforpagter hos sin egen far. Det blev dog ikke nogen speciel lykkelig periode i parrets liv. Ganske vist kom Blicher i gang med skriveriet, og i 1814 fik han udgivet sit første værk: “Digte. Første Deel”. I 1817 fulgte anden del: “Jyllandsrejse i sex Døgn”.

Også inden for landbruget gjorde han sig gældende. Han indførte nye dyrkningsmetoder, hvoraf nogle faldt mere heldigt ud end andre, og han skrev artikler om landbrugsfaglige emner. Dette kunne dog ikke ændre på den kendsgerning, at der økonomisk kom en lang periode, hvor det var dårlige tider for landbruget. Danmark var i krig med England i årene 1807-14, og i 1813 kom statsbankerotten. Dette slog bunden ud af den Blicherske formue.

Ægteskabeligt gik det heller ikke for godt. Ernestine havde været glad for sin position blandt borgerskabet i Randers. Nu boede hun i Randlev sammen med en alvorlig svigerfar, en psykisk syg svigermor og en ægtemand, som ikke fandt megen digterisk inspiration i Ernestines selskab. Dertil kom, at Blicher havde sagt sit embede på latinskolen op – en handling man tog ham ilde op.

I Thorning

I 1819 nåede Blicher til den erkendelse, at han måtte søge et kald som præst. Han fik embede i Thorning med annekssognet Lysgård. Thorning lå nogle få kilometer fra Vium, hvor han var vokset op. Han var på det tidspunkt ægtemand og familiefar til seks børn og havde en anseelig gæld, og Thorning var på ingen måde et sogn, som kastede mange penge af sig.

Udover at være præst i sit sogn, var Blicher i disse år også landmand og ivrig deltager i samfundsdebatter. Sideløbende med alt dette fik han også tid til digtning af såvel lyrik som dramatik. I 1823 lykkes det ham at få en fast aftale med redaktøren og bogtrykkeren Elmquist i Århus om at levere prosatekster til det folkelige tidsskrift Læsefrugter. Ganske vist var prosaen på dette tidspunkt ikke nogen anerkendt genre i Danmark, men det gav Blicher en kærkommen ekstra indtægt.

 

Han begynder at skrive noveller og med stor succes. Hans første forsøg er “Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog”  – en novelle af en sådan kvalitet, at 1824 senere er blevet betragtet som prosaens gennembrudsår i Danmark. Novellen var bygget op om den fornemme adelsfrøken, Marie Grubbe, fra Tjele ikke langt fra Viborg. På grund af sine mange ophold på Hald og senere tiden som huslærer på Nordfalster havde Blicher haft gode muligheder for at sætte sig ind i Marie Grubbes besynderlige skæbne fra rig adelsfrøken til fattig færgekone i Borrehuset ved Grønsund på Falster.

Blichers tid som præst i Thorning bliver af beskeden længde. Ingen med kendskab til hans forfatterskab kan være i tvivl om hans nære tilknytning til hedeegnen og menneskene der. Men livet igennem manglede han gang på gang penge, så det velhavende østjyske sogn Spentrup trak i ham. At det ikke var almindeligt i hine tider sådan at løbe af pladsen fremgår da også af hans “Afskeeds-Prædiken, holden i Thorning Kirke d. 16. Octobr. 1825”.

Af Blichers afskedsprædiken

Det er i 300 Aar første Gang, at Thorning Præst fra dette Sted siger Meenigheden sit Farvel. Alle have de, paa een Ulykkelig nær, kun flyttet eengang – fra Præstegaarden til Kirkegaarden, de hvile alle fra deres Dagværk tæt uden for disse Muure, indenfor hvilke de indtil Døden prædikede Jesu Christi Evangl. Deres Legemer sove blandt dem, som de have lært, trøstet, formanet. Kun Døden har hidtil formaaet at adskille Lærer og Meenighed, dens Haand kun har været stærk nok til at opløse et Baand, som knyttedes for hele Livet, et Baand, som Religionen bandt og gjensidig Kjerlighed styrkede. – Jeg skal være den Første, som selv løser det – dog ikke ieg, men den, som styrer Menneskets Skjæbne, den Gud, som gav mig en talrig Familie at forsørge, at opdrage, han, hvis evige Viisdom har tilskaaret Brødet sparsommere nu end tilforn. Medbrødre! De allerfleste af eder maa vide, hvad ieg med Sandhed maa sige: at ingen Misnøje, ingen Harme, men kun en bydende Nødvendighed har kaldet mig fra Thorning.

 

Mindestenene

 

Første strofe af den gamle klassiker om Mads Doss:

Mads Doss han war en kon koltringsknæjt,
han gek mæ foeren i hien,
imell så slow han lyng te en bejt,
imell så band han åu vien
en liim te hans muer, å så sang han imell,
di hoer ed så vit, nær han tow te å hwell:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih.

I Spentrup

På trods af den begyndende succes med forfatterskabet stod det dog stadig dårligt til med familien Blichers økonomi. I 1825 lykkedes det dog for Blicher, at få embede i Spentrup-Gassum. Han flyttede fra den fattige hedeegn ved Thorning til et af de økonomisk bedste områder lidt nord for Randers.

Blicher kendte egnen fra sine yngre år. Dels havde han taget studentereksamen fra Helligåndshuset, dels havde han i en kort periode undervist som adjunkt på selv samme skole. Desuden var det også i Spentrup, at hans rige farbror – og Ernestines afdøde ægtemand – Peter Daniel Blicher havde været præst.

Med det ny embede burde økonomien være bragt i orden, men med den større indtægt kom også et øget forbrug. Dertil kom en ægteskabelig krise i vinteren 1827-28. Blicher lod sig separere fra Ernestine, som flyttede til Randers. Allerede efter et halvt års tid kaldte han dog Ernestine hjem igen. Forholdet mellem ægtefællerne var dog ikke godt – muligvis fordi hun havde været ham utro. Ikke desto mindre levede de sammen til hans dødsdag.

De første år i Spentrup blev nogle af de bedste i Blichers forfatterskab. Sammen med bogtrykker og redaktør J.M. Elmenhoff begyndte han i 1827 at udgive tidsskriftet “Nordlyset”, hvori mange af hans bedste noveller blev trykt. Oplaget var fra starten ganske pænt, men allerede i december 1829 måtte man opgive udgivelsen.

Blicher kom til at virke som præst ved Spentrup Kirke fra 1825 til 1847, og selv om  hans interesser gik nu nok så meget i retning af jagt og skriverier, fik han også tid til at passe sin menighed. Han interesserede sig meget for skolevæsenet og arbejdede bl.a. for, at der kom idræt på timeplanen. Også landbrugets ve og vel lå ham på sinde. Han skrev således flittigt om sine egne forsøg med forskellige dyrkningsmetoder.

Som årene gik så menigheden dog mindre og mindre til deres præst. Forfatterskabet og hans voksende interesse for politik lagde mere og mere beslag på hans tid. I 1839 døde hans far, Niels Blicher, og efterlader sig en betydelig gæld, som sønnen vælger at indfri. Det er også året hvor Frederik den Sjette dør – en konge som havde spillet en stor rolle for Blicher som både mod- og medspiller.

Efterhånden opstår der en stigende utilfredshed med Blichers udøvelse af embedet. Ganske vist havde han fået en kapellan, som i vid udstrækning kunne passe sognet for ham. Men man ønskede også at have en præst, der var til stede, når der var brug for ham. Af ydre var Blicher blevet mere og mere usoigneret, og der opstod snak og rygtedannelse. Nogle mente, at han havde et spiritusforbrug, der oversteg det rimelige.

I 1847 mistede man tålmodigheden med ham. Kapellanen, som også var hans svigersøn, havde lidt under mishaget til Blicher og begik selvmord ved nytårstide. Selv om Blicher ikke direkte kunne lastes for svigersønnens død, var det måske dråben, der fik bægeret til at flyde over. I hvert fald valgte man den 26. maj 1847 at afsætte ham fra embedet. Han blev dog afskediget i nåde og med pension. Ligeledes fik han lov til at blive boende i præstegården yderligere et år, men inden det var gået var Blicher død. Han døde omgivet af sin familie den 26. marts 1848.

Blichers liv var ikke altid en dans på roser. Den helt store anerkendelse kom først efter hans død. Men han blev forfatteren, som for alvor bragte prosaen ind i dansk litteratur. Han blev også manden, som formåede at placere Jylland på det litterære landkort. Og endelig er han forfatteren, hvis værker stadig læses med glæde af rigtig mange.

Spentrup Kirke

 

 

Blichers grav

Præludium

Sig nærmer Tiden, da jeg må væk,

Jeg hører Vinterens Stemme

Thi ogsaa jeg er her kun paa Træk

Og haver andetsteds hjemme

(Trækfuglene 1838)

Steen Steensen Blicher

F. I VIUM 11 OCTOB. 1782.

D. I SPENTRUP 26 MARTS 1848.

Dit navn skal i de fjerne dage mindes

Og fremtids  børn dit kvad forlyste vil

Naar ingen veed at her din gravhøj findes

Og ingen af din slægt er mere til.

Folkemøderne og Himmelbjerget

For Blicher blev 1830’erne på mange måder en succesfuld tid. Den var dog også præget af en vis rastløshed og en drøm om den store dannelsesrejse. Modsat H.C. Andersen og Adam Oehlenschläger måtte han dog lade sig nøje med en rejse til Sverige og en tur langs den jyske vestkyst fra Hamburg til Skagen.

Perioden var præget af en stigende politisk interesse, som til dels forholdt sig kritisk til det enevældige monarki og dets embedsmænd. Også Blicher var optaget af tidens demokratiske tendenser. Turen til Sverige havde givet ham en tro på det danske og det skandinaviske folk. Det var i dette lys, han i 1839 indkaldte til det første folkemøde på Himmelbjerget for at vække den folkelige selvbevidsthed.

Blichers evner som organisator var dog beskedne, og allerede året efter havde en komité skubbet ham ud på et sidespor. Ideen om folkemøder blev således en succes, men for Blicher som person udviklede det sig til et nederlag. Hans ydre fremtoning var uhumsk, og mødet i 1844 var det sidste, han fik lov til at deltage i.

Malvinas Hus

“Malvinas Hus” er indrettet som mindestue for Steen Steensen Blicher. I den gamle forpagterbolig havde Malvina – Blichers elskede datter – sit hjem efter giftermålet med præstegårdsforvalteren Rasmus Berg. Huset ligger lige ved siden af Spentrup Kirke og over for den præstegård, hvor St. St. Blicher boede, mens han var præst i Spentrup.

E Bindstouw